Hun meldte selv sin ankomst – En fødselsberetning om planlagt sædefødsel

Du kan læse om alle mine oplevelser og tanker i tiden op til fødslen her;
Del. 1; https://glitterogleverpostej.momsterblog.dk/2019/10/04/foedslen/
Del. 2; https://glitterogleverpostej.momsterblog.dk/2019/10/09/saedefoedsel/
Del. 3;

‘Planen om ikke at have en plan’

Mit største ønske til fødslen var ‘ikke at have en plan’. Jeg havde glædet mig til for én gangs skyld i mit liv ikke at kunne kontrollere slagets gang. Glædet mig til overraskelsesmomentet når fødslen gik igang og vores lille menneske ville melde sin ankomst. Men det var i bund og grund det sidste der var vigtigst for mig. At hun fik lov til selv at melde sin ankomst, når hun var klar. Ikke før. Derfor endte vi også med at vælge en sædefødsel som 1. valg, da jeg ikke kunne forlige mig med tanken om et planlagt kejsersnit. Min mavefornemmelse fortalte mig at jeg nok skulle klare en sædefødsel hvis muligt, men det var sekundært ift. ovenstående. I bund og grund var jeg ligeglad hvordan hun kom ud, bare hun var sund og rask og klar. Jeg kendte risiciene der hed 50% chance for akut kejsersnit, og var indforstået med dem.
Jeg mødte en del velmenende bekymring om den beslutning fra omverdenen. Det argument jeg oftest fik, var; ‘Det er bedre med et planlagt kejsersnit der foregår roligt og kontrolleret, end et akut kejsersnit der kun kan blive en stressende oplevelse for jer alle’.

Som på en film

D. 11/05 2019 – Kl. 02.30, dagen efter jeg oprindeligt havde et Planlagt kejsersnit – vågner jeg ved at jeg nærmest mærker et Pop inde i lysken. Jeg ligger på siden, og idet jeg vender mig om på ryggen, går vandet med et plask jeg kun troede skete på film. Det eneste jeg i første omgang tænker på er, sengen.. Jeg får puffet til- og vækket M, og bedt ham om at finde et håndklæde. Han tumler ud af sengen uden rigtigt at forstå hvorfor jeg beder om det. Det går dog op for ham kort efter. Kl. 02.33 kommer den første ve rullende, og den var ikke for sjov. Da den klinger af får jeg sat ve-timeren på preglife app’en til, og når kun lige at få sagt til M at det godt kan være han lige skal få lagt de sidste ting i fødselstasken.
Når ens lille menneske ligger i Underkrops/sædestilling må man ikke rejse sig hvis vandet går, man skal ligge sig fladt ned med det samme, da navlesnoren ellers kan glide ud først, og derved afklemme iltforsyningen. Dette vidste vi begge to, så M gik bare igang uden spørgsmål.

Opkald til fødegangen

2 min efter kommer den næste ve for fuld styrke lige idet jeg ringer op til fødegangen. JM’eren i røret når at sige hallo 3x før jeg er istand til at tale. Jeg forklarer kort at jeg har et barn i UK stilling, en plan om sædefødsel, og at mit vand er gået. Hun når ikke at spørge ind til om jeg har veer inden jeg må bede hende hænge på igen, og jeg koncentrerer mig om min vejrtrækning det bedste jeg har lært.
Hun fortæller at hun sender en ambulance, og specificere igen at det er vigtigt at jeg bliver liggende, men at der nok godt kan gå 1,5 time inden de er her, da de har lidt travlt. Men jeg måtte jo ringe igen hvis jeg føler det tager til. Jeg kvitterede den bemærkning med endnu en ve. Denne gang kunne jeg ikke nøjes med vejrtrækningen, der kom lidt lyd på inden jeg nåede at lægge på.
M får hentet lidt at drikke til mig, og begynder at få ryddet vores entré i lejligheden så vi der er plads til ambulancefolk og båren de skal hente mig på. Han spørg om han kan gøre noget for mig. Men veerne er så kraftige at jeg bare går ind i mig selv og koncentrerer mig om vejrtrækningen. De kommer med 1,5-2 minutters mellemrum.

Ambulancen

JM’eren på fødegangen har måske ændret sin vurdering af situationen efter at vi lagde på. Der går ihvertfald kun 8 min. før end jeg ser de blå blink nede på gaden, og det ringer på.
Ind kommer 4 ambulancefolk. Vi bor på 2. sal, og når man skal bæres ned skal det foregå med hovedet nedad, for at sikre at navlestrengen ikke glider ud. Derfor skal de være 4 for at være sikre på at kunne bære mig.
M bliver tilbudt at komme med i ambulancen, men da vi kun bor 9 min. fra hospitalet vælger vi at han kører bagefter i vores egen bil. Jeg kunne alligevel kun koncentrere mig om at mestre smerterne fra veerne jeg følte tog til både i styrke og interval.

Ambulanceredderen forsøgte at smalltalke lidt undervejs, men jeg havde svært ved at svare fordi veerne kom så hyppigt at jeg dårligt nåede at trække vejret imellem. Til sidst ender han med kun at opdatere mig om hvor langt der er igen et par gange, og jeg når kun lige at bede om en pose inden jeg kaster op af smerte. I samme øjeblik ankommer vi til hospitalet.

Fødemodtagelsen

M ankommer stort set samtidigt til fødemodtagelsen. Da jeg ser ham komme ned af gangen er det som om jeg får en fornyet energi og styrke, og jeg får lidt bedre styr på vejrtrækningen igen. Jeg når at føle en kæmpe taknemmelighed for at jeg får denne her oplevelse, og at vores lille menneske selv har valgt sin fødselsdag. Men veerne ruller derudaf i en Vestorm og det er svært at være i, selvom der ikke engang er gået 1 time fra første ve. JM’eren kommer heldigvis ind i samme øjeblik.
Hun skal lige mærke hvor langt jeg er.

Fodstilling

Hun når dårligt igang før end hun fortæller at hun kan mærke en fod og bliver nødt til at hente fødselslægen med det samme. Hvis vores lille menneske har fødderne først er det ikke muligt med en vaginal fødsel, og vi skal sadle om til et kejsersnit. Men jeg var ligeglad nu. Jeg var så glad for at fødslen var gået igang af sig selv, og glædede mig bare til at møde vores lille menneske snart. Jeg husker næsten sådan et fysisk frisk pust i rummet da fødselslægen kommer ind. Hun er super optimistisk og frisk, og fortæller at det da er synd hvis de gode veer ikke skal bruges til noget. Så hvis bare det er en enkelt fod hun har nede, så får jeg lov at føde vaginalt. Deeet var det bare ikke. Vores lille menneske have simpelthen lagt sig klar lige så lang hun var, med begge ben helt strakte først, som var det en rutsjebane hun skulle suse ud af.
Herfra går det stærkt. Jeg har fortsat vestorm og det gælder om at få stoppet fødslen inden veerne for arbejdet hende for langt ned i fødselskanalen. Der gøres klar til et Akut kejsersnit med det samme, og imens får jeg vehæmmende medicin 3x.
Det virker bare ikke – og nu kan jeg virkelig mærke hvor velkommen den kommende epidural er.

Forberedelsen

M bliver hastet ind får at skifte tøj imens jeg køres ind på operationsstuen. Fordi det hele skal gå så stærkt har jeg bare mit eget tøj på. Inde på operationsstuen er en masse mennesker, men der er alligvel en rolig og afslappet stemning. På trods af hvor stærkt alting går, så føles det på ingen måde stressende i situationen. Alle er så glade og optimistiske og får mig til at føle mig helt tryg. Min egen vigtigste opgave er nu at sikre mig at jeg kan være vågen under fødslen. Det skal gå stærkt, så de informerer om at de selvfølgelig forsøger med epidural men at de kan blive nødt til at lægge mig i fuld narkose hvis det ikke lykkedes forholdsvis hurtigt. Det vil jeg for alt i verden undgå. Så på trods af fortsat vestorm giver jeg mig i alt hvad jeg har for at holde mig sammenkrøllet så de kan komme til at stikke ordentligt. Det lykkedes i første forsøg og ‘smerten’ ved det var bare vand under broen ift veerne, der øjeblikkeligt begyndte at aftage.

Hej lille skat

M er imellemtiden kommet ind på op. stuen også, og står nu ved min ve. side. Narkoselægen der sidder ved min højre side er så sød og sørger for at vi begge føler os helt trygge. Hun husker endda M på at det måske kunne være en god ide at tage lidt billeder 😉 Det havde han glemt i alt virvaret. Jeg ved ikke hvor længe der går herfra, men der går ikke mange øjeblikke før end vi hører det dejligste skrig i verden. Lille L er blevet født kl 04.32.
Hun skal over på børnebordet sammen med børnelægen med det samme. Men M følger med og de sørger for at jeg kan se dem begge hele tiden. Han klipper navlestrengen, og vores lille menneske scores med APGAR til bravour.
herefter kommer M over og lægger hende ned til mig. Der blev vi en lille familie på 3 <3
Da jeg er lappet sammen køres vi til opvågningen, og vores lille menneske kommer op til mit bryst hud mod hud, og får sit livs første måltid.

En fantastisk fødselsoplevelse – med Akut kejsersnit

Jeg har valgt at dele min fødselsberetning da jeg selv stod og manglede beretninger om den gode fødsel – på trods af et Akut Kejsersnit.
Der gik kun 2 timer fra vandet gik hjemme i sengen, til hun lå i vores arme. Men personalet på Hvidovre Hospitals fødemodtagelse skal have den største ros og taknemmelighed fra os. Vi var så trygge hele vejen igennem, og står på ingen måde tilbage med en stressende oplevelse på trods af det hurtige forløb – takket være dem.
TAK

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen