Fødselstanker – Del. 2

Del 2.
Du kan læse del 1. her
https://glitterogleverpostej.momsterblog.dk/2019/10/04/foedslen/

Mine tanker og beskrivelser vedrørende mit forløb op til fødslen.

Klar til at forsvare

Inden aftalen med JM’eren havde jeg forberedt mig den helt store forsvarstale, samt fundet artikler og historier om den gode sædefødsel. Jeg havde endda nævnt for min kæreste at man jo evt. kunne skifte til Herlev hospital hvis de nu nægtede. Jeg var forberedt på at blive mødt med modstand og undren, og havde brugt virkelig mange tanker og kræfter for det.
Det havde dog ikke været nødvendigt.
Jeg havde ret i at vores lille menneske stadig havde måsen solidt plantet i bækkenet, men derfra havde jeg heller ikke ret i mere. JM’eren spurgte om jeg havde gjort mig nogle tanker omkring det, og da jeg nævnte sædefødslen tog hun imod det som var det det mest almindelige svar. Jeg fortalte omkring mine tanker. At jeg følte at jeg og min krop godt kunne klare det, at jeg mentalt var indstillet på at der alligevel var 50-60% chance for at ende i et KS alligevel, og at jeg mentalt havde brug for at lade vores lille menneske melde sin ankomst selv. At jeg denne éne gang havde brug for ikke at have en plan/planlagt KS.
JM’eren bakkede mig op. Stik imod forventing. Hun talte kort med mig om div. ricisi, ved både sædefødsel og KS, men hun støttede mig i hvor afklaret jeg var, og nævnte selv bla. Aabenraa’s nye metode med stående sædefødsler.
Hendes ro og tro på sædefødslen fik også overbevist min kæreste. Vi tog dog alligvel imod tilbuddet om et vendingsforsøg.

Vendingsforsøget

Knap en uge efter fik vi tid på Hvidovre til et vendingsforsøg. Inden da havde vi været hos en privat JM, for at forsøge at vende med Rebozo, og lære os nogle hjemmeøvelser, så vores lille menneske måske ville vende sig selv. Det gjorde hun dog ikke.
Den private JM var lige så støttende omkring sædefødslen, og påpegede også at skulle det alligvel ende med KS, så havde vores lille menneske jo selv startet showet, og var dermed også klar til at komme ud. Et statement der kom til at betyde meget for mig senere.
Mit pragmatiske jeg, havde brugt tiden op til vendingsforsøget på at huske mig selv og min kæreste på at der altså kun var 50% chance for succes. Så kunne vi ikke blive skuffede, og skulle det ikke lykkedes blev det jo bare en sædefødsel.
Jeg var egentlig ikke nervøs på dagen, heller ikke for det ubehag og evt. smerter mange oplever ved et vendingsforsøg. Det skulle jeg nok klare.

På mig gjorde det ikke ondt. Det mest ubehagelige var den muskelafslappende medicin man får. Det får hjertet til at slå hurtigt.
Til gengæld gjorde det ondt omkring halvvejs i forsøget, da det går op for mig at det lille menneske bare ikke har tænkt sig at flytte sig. Ondt i hjertet. På trods af mine egne formaninger til mig selv, så var det en mavepuster alligevel. Jeg havde svært ved at holde tårene tilbage, og jeg kunne se skuffelsen hos min kæreste også. Vi var dog endnu lidt optimistiske, for nu skulle vi jo tale med fødselslægen om sædefødslen.

Så snart vi var færdige med vendingsforsøget kom den næste mavepuster. Lægen spurgte om vi havde gjort os nogle overvejelser. Det havde vi jo og var ret afklarede med beslutningen om en sædefødsel. Det eneste hun havde at sige til det var ordret; ‘Det kan jeg på ingen måde anbefale’. Hun mente at det var en umulig opgave som 1. gangsfødende, og ville gerne have svar på lige nu og her, om vi ikke hellere skulle booke tid til det planlagte kejsersnit med det samme. Jeg blev fuldstændigt overrumplet. Jeg havde forventet at hun ville gennemgå ricisi for både sædefødsel og KS med mig, og at jeg herfra kunne tage et informeret valg. Men hun frarådede mig direkte den ene mulighed. Den mulighed jeg ellers havde valgt i samråd med 2 uafhængige jordmødre. Jeg var totalt i mine følelsers vold og kunne ikke længere holde tårene tilbage. Jeg kunne ikke tænke en selvstændig tanke og vi fik derfor 30 min til lige at falde til ro før vi skulle give vores beslutning.

Fortrøstningsfuld inden vendingsforsøget
En aftale

Min kæreste og jeg havde kun én aftale vedr. fødslen. At vi ikke ville gå direkte imod en læges anbefalinger. Det vigtigste var at vi fik en sund og rask pige lige meget hvordan det så måtte foregå. Det fik vi hurtigt talt os igennem på de 30 min. Hvordan kunne vi gå imod hendes anbefalinger. Så selvom det var med en knugende fornemmelse i maven takkede vi med et stift påtaget smil, ja til det planlagte kejsersnit 7 dage før termin.

Vi nåede kun halvvejs ned af gangen på fødemodtagelsen før end jeg brød sammen.

Fortsættes..


Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen