Fødselstanker – Del. 1

del.1

Allerede i graviditeten var jeg fuld af ambivalente følelser. Ambivalens omkring min identitet vs. følelsernes vold. Særligt mine tanker om fødslen ændrede sig.

Jeg har altid været ret pragmatisk anlagt. Det gælder både som privatperson men også som fysioterapeut/Sundhedsfaglig der til dagligt forsøger at rådgive, vejlede og støtte andre. Derfor gik jeg også ind til det at være gravid og kommende mor med et pragmatisk mindset. Jeg havde læst og fulgt med på de sociale medier, hvor jeg kunne se flere beretninger om svære følelser. Det var bla. skuffelser over en fødsel der ikke gik som planlagt, umenneskeligt hårde kampe for at få amning op at køre, de onde institutioner osv.
“Det blev altså ikke mig”

Fødsel

Min holding var fra starten at det måtte gå som det måtte gå. Hvis jeg bare fik et sundt og raskt barn ud, så var jeg ligeglad hvordan. Jordemødre/sundhedsfaglige havde jo skrevet- og fortalt side op og side ned, hvor vigtigt det var at huske både kejsersnit og vaginal fødsel var RIGTIGE fødsler. Så når folk spurgte mig om jeg havde lavet mig en fødselplan, fortalte jeg stålfast at min plan var ikke at have en plan. Altså udover at jeg ikke skulle i badekar, måske bruseren, men ikke karet. Ligemeget hvor positivt folk talte om det kunne jeg ikke forene mig med tanken om alt andet der kunne finde på at komme med ud under sådan en fødsel skulle svømme rundt der sammen med mig.
Ingen plan = Ingen skuffelser. Lige indtil tingende ikke længere gik efter planen…

Min datter stod i UK (underkrop/sædestilling). Det havde hun gjort siden uge 28, men JM sagde at der endnu var massere af tid til at vende sig, så det tænkte jeg ikke mere over. Ikke før vi ramte uge 33. Jeg var slet ikke i tvivl om at hun ikke havde vendt sig. Jeg kunne lige så fint lægge min hånd rundt om hendes lille hovede lige omkring mine ve. ribben, og hun dansede jævnligt stepdans nede i mit bækken. Jeg gik derfor igang med at undersøge hvad der nu skulle ske hvis hun ikke på magisk vis vendte sig inden JM aftalen i uge 34.


Googles svar var ret entydigt. Først ville vi blive tilbudt et vendingsforsøg med 50% chance for succes. Skulle det mislykkedes var 1. valget et planlagt kejsersnit. Det var første gang at jeg mærkede en lille følelsesknude i maven. Jeg registrerede den med det samme, men slog det hen. For jeg var jo ligeglad. Ingen plan, Ingen skuffelser.

Efter et par dage kunne jeg ikke rigtigt slå det hen længere. Hun lå som hun plejede og uge 34 nærmede sig hastigt. Som fysioterapeut er jeg vant til at arbejde evidensbaseret, og med det følger også en trang til altid lige at tjekke om praksis nu er fulgt med evidensen. Jeg begyndte derfor at søge mere indgående på selve sædefødslen. Jeg opdagede at den praksis i DK om at vælge planlagt kejsersnit som 1. valg var bygget på et studie der efterfølgende har vist sig ikke helt at kunne overføres til de vestlige standarder alligevel. At en overlæge og fødemodtagelsen på Herlev, og fødemodtagelsen på Aabenraa hospital var begyndt at have modsatte tilgang. At en sædefødsel baseret på nye studier kunne være lige så god under de rette forudsætninger. Jeg læste personlige historier om den gode sædefødsel, og ‘knuden’ i maven voksede sig større. For jeg tilhørte Hvidovre hospital.


Det gik op for mig hvor meget jeg faktisk havde glædet mig til selve fødslen. Når folk spurgte om jeg var nervøs var mit svar altid nej. Jeg føler selv at jeg er i ret god kontakt med min krop og havde både glædet mig til den fysiske oplevelse (selvom jeg ved den ikke altid er skide spændende lige i momentet), men især overraskelses momentet. Mit strukturerede pragmatiske jeg, havde indeni gået og glædet sig til den her oplevelse jeg på ingen måde selv kunne styre. At det var mit lille menneske der skulle bestemme. Jeg var spændt på hvordan det kom til at ske. Gik vandet, hvornår kom veerne, skulle jeg sættes igang, var jeg lynføder som min mor?Inderst inde havde det ikke at have en plan, været min plan.


Et planlagt kejsersnit strittede pludselig imod alt inden i mig. Imod min plan. Jeg var fanget i en ambivalens omkring min pragmatiske identitet der var ligeglad bare jeg fik en sund og rask baby, og nogle pludseligt meget stærke følelser der påvirkede mig til det modsatte. Følelserne vandt, og dagen inden JM aftalen tog jeg snakken med min kæreste. Fortalte hvordan jeg havde det, og hvad jeg havde undersøgt og læst på. Han var ikke helt lige så overbevist som jeg selv, men gik med til at vi kunne tale med JM’eren om en sædefødsel næste dag.

Fortsættes..

1 kommentar til “Fødselstanker – Del. 1”

  1. Pingback: Fødselstanker » glitterogleverpostej

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen